---
---

Efterår er tid til at være ekstra god ved dig selv

Så blev det September og efterår. Efteråret er årstiden hvor vi helt naturligt kryber lidt i hi – vi vender blikket
mere indad og går en anelse ned i gear. Dagene bliver kortere og det bliver mørkere og koldere. Jeg elsker smukke
efterårsdage med fantastiske farver, naturens dufte som på en eller anden måde virker mere intense om efteråret,
mine daglige gåture, regn, rusk, mørke, stearinlys, masser af lækker varm the og hygge med dem jeg holder allermest
af. Efteråret er en forberedelse til den vinter som snart er på vej, en tid hvor jeg er opmærksom på at være ekstra god
ved mig selv med blandt andet nedenstående tips som jeg nu vil dele med dig.

 

5 tips til efterårs selvforkælelse –

 

1. Drik Ingefærshots – den skønneste opskrift som også mine børn elsker får du lige her…

150 – 200 gram økologisk Ingefærrod
2 Gurkemejerødder
3 Økologiske appelsiner
2 Økologiske citroner
4 spsk. Honning
1 liter vand

Skræl ingefær og gurkemeje rødderne og skær i skiver
Vask appelsinerne og skær i skiver
Læg ingefær, gurkemeje og appelsinskiver i en tykbundet gryde og tilsæt vand
Lad det simre ved svag varme under låg i 2,5 time
Si indhold og pres gennem sigte
Bland honning i væsken
Tilsæt saft fra citronerne

Skold flasker, hæld Ingefærdrikken i, og sæt herefter på køl.

2. Massér din krop med en lækker olie

Giv dig selv en massage med en lækker økologisk olie. Det styrker din hud, så den ikke bliver tør, samtidig boostes
dit immunforsvar og så er det bare skøn selvforkælelse.

3. Drik lækker the

Når det bliver køligere har kroppen brug for mere varme. Du kan støtte op om dette ved at drikke dejlig varm the.
Jeg drikker the lavet af frisk revet ingefær og gurkemeje med lidt honning og citron. Det varmer skønt, virker
muskelafslappende og booster i den grad immunforsvaret. Jeg kan nærmest mærke cellerne danse af glæde.

4. Mediter

Måske du har lyst til at intensivere din eventuelle meditationspraksis, synke lidt mere ind i dig selv – mærke dig
selv og din krop og dens behov. Jeg er rigtig glad for at bringe mit nervesystem i ro ved gående meditation i naturen.
Bruge alle mine sanser – dufte, se, mærke, føle, lytte – ja nærmest smage naturen. Virkelig beroligende for hele
nervesystemet at gå i et med naturen.

5. Prøv hver dag at gøre noget som gør dig glad, giver dig god energi

Jeg er meget opmærksom på hver dag at gøre noget som gør mig glad – at fylde min “god energikonto” op. At få et
ekstra langt hjerteknus, meditere, prioritere alenetid (uden at få dårlig samvittighed) – tage et dejligt varmt bad –
blid yoga – åndedrætsøvelser er bare noget af det som gør mig glad. Derudover laver jeg min egen lille
taknemmelighedsdagbog hvor jeg hver aften inden sengetid nedskriver 3 positive ting fra dagen som er gået –
stort som småt. Det er skønt at afslutte dagen med positive input og det giver en dejlig søvn.

Det var 5 tips fra mig til dig, måske du lader dig inspirere til at finde din vej til selvforkælelse gennem et skønt efterår.